Om Qvark

Om Qvark

Opdatering 30. december 2017:

Qvark lukker ned

Kære Qvark-følgere!
2017 har været et udfordrende år hos Qvark. I starten af året stoppede vi med publicere artikler for at hellige os arbejdet med at finde startkapital. Det er desværre ikke lykkedes, og tiden er derfor nu kommet til at sætte et punktum for Qvark. Det har været en helt utrolig lærerig proces at starte et medie op fra bunden med masser af sejre og mindst lige så mange udfordringer. Men jeg er virkeligt stolt af det arbejde, vi har udført. Vi går heldigvis 2018 i møde med den viden, at der er utroligt dygtige og stærke kræfter, som fører arbejdet videre med at lave kvalitetsjournalistik til unge hos både Format, Sein, Koncentrat og Altingets nye ungdomsmedie. God vind i sejlene til dem og tak herfra!

Sesilie Christophersen, stifter og chefredaktør


 

Qvark er nyheder på en underholdende facon. Formen fra virale sites bliver brugt til at formidle seriøse emner som politik, samfundsmæssige forhold, samfundsøkonomi og kulturelle begivenheder.

Vi forklarer de vigtigste begivenheder i vores samfund på en overskuelig og lettilgængelig måde ved hjælp af alt fra dyregifs til faktabidder. Vi kalder det forklarende, viral journalistik. Altså journalistik, der forklarer nyhedsstrømmen i artikler, som er skrevet over Den Virale Fortællemodel. En ny formidlingsgenre, som skal gøre de tunge emner lidt nemmere og sjovere at beskæftige sig med.

Vi går ind til kernen i det, der rører sig lige nu, hele tiden med det visuelle og overskuelige som udgangspunkt. Vi krydrer også vores side med indslag af mere underholdende karakter, som du blandt andet finder under kategorien WTF.

Hvis du har lyst til at lege med, er det netop, hvad siden Qvark Community er til. Her har du mulighed for at lave dine egne indslag. Om du vil lave posts om sjov og ballade eller bidrage til nyhedsstrømmen er helt op til dig. Det er slet ikke umuligt, at vi poster gode indslag på forsiden og på sociale medier.

På Qvark vil vi gerne bidrage med positive indslag i nyhedsbilledet - gerne med humor - men vi er heller ikke bange for at udstille problemer i vores samfund.

Vi arbejder efter journalistiske principper.

Vi vil på sigt gerne være et professionelt medie, som når omkring hele nyhedsbilledet dag for dag. Men på nuværende tidspunkt er Qvark drevet 100 % af frivillige kræfter. Dette er altså betaversionen af Qvark, og der er bestemt plads til positiv udvikling. Derfor inviterer vi alle til at komme med deres uforbeholdne kritik, hvad enten det er ris eller ros. Og hvis I skulle sidde med en kriblen i fingrene for at skrive for Qvark, er I mere end velkomne til at tage kontakt til chefredaktør Sesilie Christophersen.

Velkommen til Qvark!

802
Lego via giphy.com

Bedste Hilsner

Sesilie Christophersen,
Chefredaktør & stifter